Lav din egen julepynt i keramik – 10. oktober 2026

295,00 kr.

Kom med til årets jule-workshop hos Kjeldgaard Keramik. Her kan du lave personligt julepynt. f.eks. fine juletræer i forskellige teknikker, juletræspynt eller hvad fantasien ellers måtte tillade. Giv det i gave eller pynt op med det hjemme hos dig selv.

Det vigtigste er, at vi får nogle hyggelige timer sammen, der både bliver rolige og kreative. Og hvor der er plads til at fordybe sig og nyde processen.

Workshoppen er for alle, og du bliver guidet undervejs, så du trygt kan arbejde med leret i dit eget tempo.

Der er plads til 8 deltagere, så der er god tid til alle, og vi holder det i en afslappet og hyggelig atmosfære.

Tidspunkt: Den 10. oktober 2026 kl. 10.00-13.00
Adresse: Kjeldgaard Keramik værksted – Rundhøj Allé 61F kld. 8270 Højbjerg
Se mere detaljeret info nedenfor under ‘beskrivelse’.

På lager

Beskrivelse

Jeg er stor fan af at kunne forberede mig. Derfor får du her programmet for workshoppen så detaljeret som muligt.

PÅ DAGEN
kl. 10.00

Jeg dækker op med lidt formiddagssødt, kaffe, the og kolde drikkevarer. Det vil være muligt at snuppe lidt af det hele løbende gennem dagen.

kl. 10.15
Her starter jeg med at gennemgå hvad det bliver muligt at lave. Det kan f.eks. være juleophæng som klejner, vaniljekranse eller personlige ‘julekugler’ – eller, hvis du er skrap, et lille juleslikfad eller et juletræ. Mulighederne er uendelige, så jeg gennemgår sammen med jer, hvad der kan lade sig gøre. Regn med, at du når at producere ca. 2-4 forskellige ting, alt afhængig af størrelse og detaljer.

Fra kl. 10.15-12.45
Vi sætter hænderne i leret. Jeg hjælper undervejs, viser teknikker og kommer med idéer, hvis du går i stå.

kl. 12.45
Vi runder langsomt af. I samler jeres produktioner på en træplade og skriver en seddel, så jeg kan matche jeres glasurønsker med de rette produkter.

I bedste julestemningshumør, hører vi selvfølgelig julemusik – også selvom det er midt i oktober.

EFTERFØLGENDE
Når jeres produktioner er tørre nok bliver de brændt første gang(forglødning). Herefter glaserer jeg dem, og så bliver de brændt anden gang(glasurbrænding). Herefter skal de afhentes i værkstedet eller sendes til jer. Der går ca. 3 uger fra workshoppen er slut, til I kan få jeres produktioner.